Om Forlaget Atuagkat

Det begyndte i 1994.

Det vil sige – det begyndte i virkeligheden allerede nogle år forinden, da jeg kontaktede Philip Lauritzen, den navnkundige redaktør af Atuagagdliutit / Grønlandsposten med en ide om, at der sikkert ville være interesse for en årlig bogudgivelse med nogle af avisens pressefotos, - en slags ”Året fortalt i billeder”.

Den ide var Philip Lauritzen med på, og denne udgivelse kørte da også gennem en årrække i AG’s regi.

Philip og jeg havde fået blod på tanden. Det var sjovt at lave bøger, og vi var ganske enige om, at der måtte ligge en masse spændende manuskripter rundtom, som bare ventede på at blive udgivet i bogform. Vi besluttede at starte et bogforlag sammen. Philip insisterede på at få sin gode ven Asger Uhd Jepsen med, idet han mente, at denne havde god erfaring med forlagsvirksomhed.

I eftersommeren 1994 var forlaget Atuagkat & Compagniet en realitet, Navnet var konstrueret af dels min og min mands virksomhed Atuagkat Boghandel i Nuuk og af Asgers allerede eksisterende forlag Compagniet.

Første udgivelse var Lauritz Jessens smukke ”Grønlandske Myteakvareller” – hurtigt efterfulgt af Philip Lauritzens Grønlandsguide, som skulle have været første bind i et tre-binds-værk med rejseguides til hele Grønland. Første bind, som var det eneste, der nåede at udkomme inden Philips alt for tidlige død, omhandler Midtgrønland, mens bind to skulle handle om Sydgrønland og bind tre om Øst- og Nordgrønland.

Ret kort efter Philips død måtte Asgers og mine veje skilles.

 

Når nogen i starten spurgte mig om, hvor mange bøger jeg så ville udgive om året, var svaret ”et par stykker eller tre”.

Men sådan skulle det ikke gå. Snart fik forlaget vokseværk og allerede i 1999 udkom der 12 titler. Dette tal har siden været det gennemsnitlige antal udgivelser på årsbasis.

I forlagets formålsparagraffer står der, at alle forlagets udgivelser skal vedrøre Grønland, det vil sige, at de skal handle om Grønland, - være skrevet af en grønlandsk forfatter – eller på anden vis have relation til Grønland.

 

Engang tilbage i 1950’erne hed generaldirektøren for Danske Statsbaner P.E.N. Skov. Han skal have udtalt, at næst efter kønsdriften er jernbanedriften den vanskeligste at styre.

Han kendte tydeligvis intet til forlagsdrift. For jeg skal hilse og sige, at den også er vanskelig at styre. Man forsøger efter bedste evne at lave henholdsvis et budget og en produktionsplan – men men men – forfattere skriver jo ikke sådan lige på kommando, og et manuskript, som var forventet færdigt i april, kan sagtens risikere først at være klar til korrekturlæsning og redigering i november. Der skred så produktionsplanen, og med den skrider også budgettet.

Som forlægger må man være forberedt på, at ens negle bliver bidt ned til neglerødderne med jævnlige mellemrum. Og det kan ikke nytte noget som helst at skælde ud, for forfattere er følsomme og sårbare væsner, som meget let bliver stødt på manchetterne.

Og endelig indeholder forlagsdrift desværre også en til sandsynlighed grænsende mulighed for at tage fejl! Hvor ofte er det ikke sket for mig, at jeg et hundrede procent har troet på, at et manuskript ville blive en bragende succes som bog, og det så har vist sig at blive en dundrende fiasko, som kun bliver solgt i ganske få eksemplarer. Surt – ikke bare for forlaget, som sætter penge til ved fejltagelsen, men i endnu højere grad for den forfatter, som har udgydt sit hjerteblod og som har forventet at kunne sole sig i berømmelsens dejlige lys.

 

Men det er jo også et vidunderligt job, hvor man møder mange dejlige mennesker. I få andre jobs får man vel lov til på samme vis at kigge med på, hvad der foregår i forfatteres hjerner og hjerter. Det indebærer naturligvis et stort ansvar, for i mange tilfælde står man jo billedligt talt med et andet menneskes blottede følelsesliv i sine hænder. Jeg håber, at jeg har været – og stadig er – værdig til den tillid, som således er blevet vist mig.

 

Inger Hauge

Forlaget Atuagkat

Forlaget Atuagkat - Box 216 - 3900 Nuuk - Email: